• Vores webshop er flyttet til keinost.dk - find en masse spændende produkter! • Besøg vores fysiske butik i Aarhus •

Henkogte tomater

Anne Thuesen Holst  •  Forberedelse 30 min  •  Tilberedning 2 til 2,5 timer 
....

I RAA elsker vi at bruge råvarerne, når de er i sæson, men vi er også vilde med, når man kan gemme- og nyde dem i løbet af de kolde vintermåneder. En af de store glæder ved sensommeren er sæsonen for solmodne tomater. I sensommermånederne, august og september, bugner det med tomater fra og det er derfor oplagt at gemme og konservere her.

Henkogning er en gammel konserveringsmetode, som giver dig mulighed for at opbevare dine tomater i helt op til et år, og det er uden brug af konserveringsmidler.

Lav gerne en stor portion, og glæd dig over at have dem stående til vinterens mange varme retter.   

Hvordan kan man bruge henkogte tomater

Som udgangspunkt kan de henkogte tomater bruges på samme måde, som man bruger en dåse hakkede- eller flåede tomater fra supermarkedet. Forskellen er blot, at de henkogte tomater smager himmelsk i sig selv og har langt flere smagsnuancer, da tomaternes sødme og syre kommer til sin fulde ret.

De henkogt tomater egner sig særligt godt i tomatsuppe, gryderetter eller som tomatsauce. 

De henkogte tomater kan helt simpelt opvarmes og vendes sammen med en portion friskkogt pasta eller gnocchi og lidt revet parmesan på toppen. De henkogte tomater kan også blendes og bruges som den lækreste tomatsauce, som man med fordel kan bruge på de hjemmelavede fredagspizzaer. 

.....

             

 Ingredienser

  • Weck- og/eller patentglas (Se vores udvalg her
  • Tomater
  • Salt
  • Friske- og eller tørrede krydderurter (kan undlades, men anbefales)
  • Hvidløg (kan undlades)
  • En god olivenolie

Opskriftsnoter

  • Du kan bruge både store og små tomater, perfekte såvel som uperfekte. 
  • Vi anbefaler at du bruger Weck- og eller patent glas når du henkoger. De er nemlig beregnet til processen, og sikrer dig et godt resultat og en god proces. 
  • Når du henkoger tomater, kan du krydre dem med lige det, du har lyst til: rosmarin, timian, oregano, salvie, persille og ikke mindst hvidløg.

 Fremgangsmåde

  • Tænd ovnen på 110-120 grader almindelig ovn. 
  • Inden du går igang skal glassene desinficeres. Glassene inkl. gummiringe og klemmer sættes ind i den varme ovn i omkring 15 minutter, imens resten gøres klar. 
  • Skær tomaterne over, hvis de er meget store, cherry tomater og andre mindre sorter kan sagtens komme hele i glassene. 
  • Tomaterne fyldes i de varme glas, og i mellem lagene af tomater tilsættes en smule salt, samt krydderurter og hvidløg efter behov. 
  • Fyld glassene helt op med tomater.
  • Når glassene er fyldt godt op toppes de af med et skvæt olivenolie.
  • Der skal være omkring 3 cm mellemrum mellem tomaterne og toppen af glasset, for at sikre at det ikke sprutter ud at glassene, når de henkoges i ovnen. 
  • Bruger du almindelige Weck- og/eller patentglas med gummipakning, lukkes glassene helt. Når disse glas varmes op, vil der dannes damp, som skal have lov til at slippe ud, ellers eksploderer glassene, men dampen kan fint slippe ud ved gummipakningen. 
  • Sæt glassene i ovnen på en rist i 2 til 2,5 timer. 
  • Efter noget tid begynder det at boble i glassene og tomaterne begynder at falde sammen. 
  • Efter 2 til 2,5 timer slukkes ovnen. Lad glassene stå i den slukkede ovn til dagen efter, eller til de er helt kølet af.
  • Vask glassene udenpå, når de er kølet af, og opbevar dem et køligt og mørkt sted.

OBS! Efter åbning skal de i køleskabet.

    God appetit!

    ....