• Gratis fragt ved køb over 499 kr • Plastikfri emballage • Besøg vores fysiske butik i Aarhus •

Marskeret spidskål med linser og pandebrød

Sanne Oda Møller  • 15-45 minutter + 1 times hævetid •  2 - 4 personer

Hjemme hos Sanne er denne ret hurtigt blevet en klassiker og har fået tilnavnet ‘det maskerede spidskål’. Maskerede er ikke et udtryk, vi bruger om ret meget andet end måske Zorro i hverdagen, men det kommer egentlig fra kokke-verden. Her bruges det, når man dækker sin råvare til med noget, fx masser af creme, urter og kapers.

Spidskålen er en ret taknemmelig fætter, for der skal ikke meget varme til, før kålen ændrer karakter og bliver på en gang både blød, sprød og fyldt med smag. Hvis du forbereder dig lidt, kan spidskålet tilberedes og anrettes på bare et kvarter.  

Ingredienser

Spidskålen

Et spidskål, gerne stort
80 g kapers 
140 g creme fraiche
Skal af ½ citron
Vesterhavsost/parmesanost (kan evt. udelades)
Urter fx dild, bronzefennikel, karse, sankthansurt, brøndkarse, strandløg eller purløg
Smør/smørbar til stegning
Havsalt*
Friskkværnet peber*

Pandebrød (4. stk.)

12 g gær
230 g hvedemel
50 g groftmalet spelt*
1 ½ spsk rapsolie + til stegning*
1 tsk. salt*
1 ½ dl vand 

Kulinariske linser

40 g finthakket spinat eller brændenælde
135 g kulinariske linser*
3 dl vand 
Et nip salt*

* Kan købes i RAA. 

Opskriftsnoter 

  • Hvis du ikke har tid eller lyst til at lave pandebrød, så fungerer et stykke godt surdejsbrød med lidt smør eller smørbar også vældig fint til. 

  • Et kvart spidskål med tilbehør mætter rigtig fint, men hvis du/I er meget sultne, så overvej om I skal have et halvt hver. Hvis du laver for meget kål, kan det hakkes og bruges i en salat næste dag. 

  • Linserne kan du sagtens have kogt og dermed klar fra dagen før, så det hele kan sættes sammen. På den måde tager det kun 10-15 minutter at stege spidskålen og gøre urter og kapers klar.  
  • Du kan også friterer hele kapers i rapsolie i en lille gryde, hvis det skal være ekstra lækkert. Så popper de op og bliver sprøde.  

  • Lav evt. pandebrødene først og hold dem lune i ovnen i et ildfast fad med et stort grydelåg på 50 grader, mens du steger kålen.

 

Fremgangsmåde

Tilberedning af linser

1. Tre dl. vand og linserne hældes sammen med et nip salt i en lille gryde og sættes til at koge. Når linserne koger skrues der ned til middelvarme og linserne koges i ca. 10 minutter.

2. For at spare energi kan du nu slukke for blusset og lad gryden stå med låg på, i ca. 7 minutter på det varme blus, indtil linserne er møre. Hold endelig øje med linserne, komfurer er så forskellige.

3. Hæld vandet fra og lad linserne køle af.

Pandebrød 

1. Hvis du laver opskriften med frisk spinat, så start med at dampe spinaten over en gryde med lidt kogende vand i bunden. Når spinaten er faldet sammen, så lad den afkøle.

Laver du opskriften med brændenælde, skal de blancheres. Det gør du ved at nedsænke brændenælderne i kogende vand i et minuts tid. Fisk dem derefter op i en si og lad dem afkøle. Når spinat eller brændenælder er afkølet, skal de hakkes fint.

2. Rør gæren ud i lunken vand og tilsæt spinat/brændenælde, salt og olie. De to slags mel blandes og blandingen tilsættes lidt af gangen. Dejen æltes, til den er glat og smidig.

3. Lad dejen hæve i en time et lunt sted. 

4. Efter hævning deles dejen i fire lige store stykker, trilles til kugler og rulles ud i en oval form ved hjælp af en kagerulle.

5. Steg brødene på panden i en smule rapsolie, til de puffer op og får en fin gyldenbrun farve. De må meget gerne tage farve, da det giver brødet lidt smag af bål.

Det maskerede kål

1. Start med at tilberede linserne, som ovenfor. 

2. Hak kapersene groft og pluk evt. dine urter, så der ikke ikke er så meget stængel med. 

3. Fjern de yderste, lidt løse blade på spidskålen og skær evt. lidt af stokken af. Stokken skal dog stadig kunne holde kålen sammen, når du steger det.

4. Del spidskålen i fire stykker på langs. 

5. Smelt en god klat smør/smørbar på panden og læg de fire stykker kål på. Steg det i nogle minutter på hver side samt på undersiden, indtil det har en lækker gyldenbrun farve. Pres evt. toppen af kålen ned mod panden med en spatel, så hele kålet bliver stegt og tar farve.

6. Linserne og kapersene skal også steges. Er der plads på din pande, hvor du steger kålen, kan du stege dem her. Er der ikke plads, så tag en anden pande eller gryde i brug - kålen skal nemlig blive på panden. Kapersene skal have ca. fem minutter på panden sammen med lidt ekstra smør, og linserne blot et par minutter, så de er lune.

Servering

1. Anret kål-stykkerne på store tallerkener. Hæld en stor spiseskefuld creme fraiche tværs over hvert stykke og drys de stegte linser og kapers henover. 

2. Top med urter, salt, peber, fintrevet citronskal og ost. Server pandebrød eller surdejsbrød til med lidt smør eller smørbar.

 

God Appetit!